Som noget nyt er vi begyndt at sætte vejetal på tyrekalvenes stambogsblade her på hjemmesiden. Man kan således via kalvesiden klikke på en tyrekalv og se dens vejetal for fødsel – 200 dage samt årsvægt.
Vi er i mange år målrettet gået efter at vore tyrekalve ikke skulle veje ret meget ved fødsel – men at dette ikke måtte hindre en god vægt ved 200 dage og ved 365. Pejlemærkerne har været at holde tyrekalvenes fødselsvægte under 50 kilo og 200 dages vægte omkring 400 kilo eller højere – og helst omkring eller over 700 kilo som årsvægt.
Lav fødselsvægt uden at dette minimerer 200 dages vægten afhænger ikke kun af den anvendte far – men i høj grad også af kalvens moder – den skal give meget mælk til kalven og ha et pænt yver, som kalven nemt selv kan betjene i starten uden hjælp. (Vore køers arbejdsbeskrivelse er at omdanne græs til muskel-kiloer på kalvene). Disse malke- og yveregenskaber har vore køer over de seneste 10 år fået via forsigtig brug af tysk genetik- somme tider af tyre fra malkepopulationen i Tyskland.
Nu har vi så regnet på de 10 tyrekalve født i 2021 – altså årgang “S”.
Det viser sig, at de har en gennemsnitlig fødselsvægt på 46 kilo – pænt under det ønskede. Og de 8 som i skrivende stund er over 200 dage gamle, har en gennemsnitlig 200 dages vægt pænt over de ønskede 400 kilo – nemlig 426 kilo.
Spændende er det også, at tyrekalvene efter den tyske tyr Samson PP – som vi i år har Danmarks første tyrekalve til salg efter – i gennemsnit vejer 10 kilo mere ved 200 dage end de øvrige – så det var ikke så tosset at satse på den!
Kig selv på de enkelte kalve her:
http://sneumgaard.dk/da/simmental-kalv/
Læs mere om vore avlsmål her:
http://sneumgaard.dk/da/simmental-avlsmaal/
Sneumgaard Imperator PP – ca. 200 dage gammel.
Speak Your Mind